23948sdkhjf

Mærsk: Håbet svinder for de savnede

Imens Maersk har omdirigeret de evakuerede fra det brændende containerskib Maersk Honam, svinder håbet om at finde de fire savnede besætningsmedlemmer.

Håbet om at finde de fire besætningsmedlemmer, som endnu ikke er blevet fundet efter en brand brød ud på containerskibet Maersk Honam tirsdag, bliver mindre time for time.

- Imens eftersøgningen fortsætter, falmer håbet om at finde vores manglende kolleger. Vi er i kontakt med deres familier, og de ved, at på tragisk vis svinder sandsynligheden for at finde deres kære i live, som tiden går. Vores tanker og bønner går til dem, siger Søren Toft, COO i Maersk Line, i en pressemeddelelse.

Tre timer efter, at Maersk Honam udsendte et nødsignal i tirsdags, blev 23 besætningsmedlemmer reddet af containerskibet ALS Ceres. Den ene af de 23 evakuerede, et thailandsk besætningsmedlem, er siden omkommet af sine kvæstelser, og imens ALS Ceres var på vej til Sri Lanka med de resterende 22, blev tilstanden for et fillippinsk og yderligere et thailandsk besætningsmedlem forværret i en sådan grad, at de måtte hurtigere i land.

Derfor blev de – sammen med et indisk besætningsmedlem, som skal agere tolk – evakueret af et indisk flådefartøj, som har bragt dem til et hospital i Thiruvananthapuram. Ifløge flere medier har hospitalet oplyst i en udtalelse, at de bliver behandlet for skader, de har pådraget sig ved fald fra det brændende skib.

ALS Ceres er blevet omdirigeret, så det nu er på vej mod Kochi i det sydvestlige Indien, hvor beredskabet ifølge Maersk Line er klar med lægebehandling og psykologisk krisehjælp.

- Vi gør vores ypperste for at tage os af og følge tilstanden for alle evakuerede kollegaer. Vi har også en løbende kontakt med deres pårørende, siger Søren Toft i en pressemeddelelse.

De fire savnede besætningsmedlemmer kommer fra Filippinerne (2), Sydafrika (1) og Indien (1).

Den indiske kystvagt skriver torsdag på Twitter, at der er brand på skibet i et område på 100x60 meter, og at der ikke er set oliespild.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094