23948sdkhjf

Syv mistede livet hos Mærsk i 2017

Fem flere omkom i forhold til året før, mens de var på arbejde hos A.P. Møller-Mærsk sidste år. Topchef Søren Skov kalder udviklingen 'dybt utilfredsstillende'
2017 blev et tragisk år for Mærsk-koncernen på arbejdsmiljøfronten. Hele syv ansatte mistede livet, mens de var på arbejde hos A.P. Møller-Mærsk. Det var fem flere end året før, hvor koncernen havde to dødsfald.

Begge tal og den negative udvikling er særdeles uacceptabel, fastslår ledelsen.

- Desværre og til vores store beklagelse, blev vi i 2017 ramt af syv dødsfald under arbejdet på A.P. Møller-Mærsk ejede faciliteter. Det er dybt foruroligende for mig personligt at en kollega skal miste livet under sit arbejde for virksomheden. Det er dybt utilfredsstillende, og vi må arbejde endnu hårdere for at sikre, at dette tal nedbringes til nul, skriver Mærsk-topchef Søren Skou i et afsnit af årsrapporten under overskriften 'Safety first'.

Der skal strammes op

Han understreger, at der skal strammes op på sikkerheden.

- Der er mange forandringer i virksomheden, men intet har forandret sig i vores tilgang til sikkerhed og vores medarbejdere. Der skal gøres en indsats på dette afgørende vigtige område, skriver Mærsk-chefen.

En af de seneste dødsulykker hos Mærsk fandt sted 7. december sidste år, hvor en ansat på Maersk Drillings jackup-borerig "Maersk Interceptor" i Norge faldt i havet og senere døde.

Læs også: Mærsk får norsk påbud efter dødsulykke på borerig

Den tragiske ulykke var et hårdt tilbageslag for virksomheden al den stund, at selskabet på tidspunktet for ulykken befandt sig i de afsluttende faser af en ambitiøs og mangeårig sikkerhedsstrategi. Kampagnen ’Project Zero’ havde som mål, at selskabet senest i 2018 helt skulle have udryddet arbejdsulykker med personskade på selskabets rigge.

Mærsk-koncernens presseafdeling oplyser, at ledelsen løbende bliver målt på, hvordan de er lykkedes med at beskytte medarbejderne året igennem.

– Sikkerheden bliver vurderet og diskuteret regelmæssigt på ledelsesmøderne i A.P. Møller - Mærsk A/S, for at sikre, at sikkerhed forbliver en del af alt hvad vi foretager os, skriver selskabet i en mail til Søfart.

Konkret skal alle dele af virksomheden sikre, at der tages hånd om de ansattes sikkerhed, blandt andet ved uddannelse og træning i sikkerhedsprocedurer.

Grundig undersøgelse

– Hvis der sker en ulykke, og en medarbejder kommer til skade eller i værste fald dør på grund af en arbejdsulykke, vil en grundig undersøgelse af omstændighederne finde sted. Læringen fra ulykken er delt med de øvrige forretningsenheder for at undgå lignende ulykker i fremtiden. Derudover er vi medlem af flere industrispecifikke sikkerhedsgrupper, så vi sikrer, at vi deler erfaringer med kolleger fra andre virksomheder, skriver Mærsk.

Læs også: Mærsk udfordres af tragisk dødsulykke

FAKTA: Dødsulykker hos Mærsk i 2017

1. Maersk Line: Et besætningsmedlem omkom til søs ved en brandulykke i forbindelse med en vedligeholdelsesopgave.

2. Maersk Line: Et besætningsmedlem forsvandt til søs under ukendte omstændigheder.

3. Maersk Drilling: Et besætningsmedlem døde som følge af et fald fra en borerig i Tambar-feltet i den norske del af Nordsøen i forbindelse med vedligehold af en pumpe.

4. Maersk Container Industry, Qingdao, Kina: En arbejder blev knust under en væg i forbindelse med en vedligeholdelsesopgave.

5. APM Terminals: I Salalah, Oman, omkom en dykker efter at være blevet fundet bevidstløs i vandet i forbindelse med rengøring af et skrog.

6. APM Terminals: En havnearbejder i Salalah, Oman, døde ved en faldulykke.

7. APM Terminals: I Callao, Peru, blev en sikkerhedsvagt knust mellem lastbiler, der holdt i kø til inspektion uden for terminalen.

Kilde: A.P. Møller-Mærsk



Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157