23948sdkhjf

Rederierne: Svenske afgifter skader samhandlen

Den svenske regering har besluttet at øge skatten på samhandel via havnene – såkaldt farleds- og lotsafgifter. Det skriver Danske Rederier.

Farledsafgifter stiger med næsten 18 procent og lotsafgifter med lidt over 10 procent over to år. Alt i alt skal ændringerne skaffe yderligere cirka 100 mio. svenske kroner.

Svensk Sjöfart anerkender, at Sjöfartsverkets økonomi er meget bekymrende, men mener ikke yderligere belastning af søfarten er vejen frem. Argumentet er, at øgede afgifter mindsker handlen samtidig med, at transporten flytter fra mere miljøvenlig og effektiv søfart til den overbelastede infrastruktur på land.

Danske Rederier er enige i Svensk Sjöfarts bekymringer og har bakket søsterorganisationen op, når den har arbejdet op imod det svenske, politiske system. For det er en udfordring, at man nu lægger yderligere skat på den type transport, som man både nationalt og på EU-niveau er enige om, at man gerne vil have mere af for at aflaste vejene. 

- Den svenske regering har valgt en vej frem, som går stik imod mange politiske intentioner om at flytte gods fra de allerede godt fyldte, grå motorveje i land til de mere effektive blå motorveje til søs, hvor pladsen er rigelig. Jeg er også bekymret for de negative effekter på eksempelvis færgefarten, som den svenske beslutning kan få. Færgerne er en afgørende del af infrastrukturen mellem vores to lande, som – heldigvis – handler rigtig meget sammen. Det sætter man nu barrierer op for, siger Jakob Ullegård, direktør i Danske Rederier.

Den svenske regering er netop nu ved at afslutte høringsfasen på ændringerne, og det er Svensk Sjöfarts håb, at de mange reaktioner vil få politikerne til at mindske eller som minimum udskyde de dramatiske stigninger.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.501