23948sdkhjf

Danske skibe på polske værfter

Det polske vikarbureau Armex, der har brugt nordkoreanske tvangsarbejdere, hævder at have repareret og ombygget flere danske skibe. Det anede vi ikke, lyder det fra rederne

Det polske firma Armex, der er berygtet for at benytte sig af nordkoreanske tvangsarbejdere, har efter eget udsagn været med til at ombygge og reparere flere danske skibe.

Det viser Informations gennemgang af firmaets referencer.

Nordkoreanske arbejdere og 'Lauge Koch'

Oppositionen kræver byggeriet af flere flådefartøjer undersøgt

Forsvaret kan ikke entydigt afvise brug af nordkoreanere

Medier: Nordkoreanere har bygget på dansk flådefartøj

Karstensens vidste intet om nordkoreansk arbejdskraft

Politikere: Nordkoreansk tvangsarbejde er ’vanvittigt’

Her fremgår blandt andet to Scandlines-færger, en DFDS-færge og et dansk kabellægningsskib på en liste over Armex’ »væsentligste« opgaver »som underleverandør til polske værfter«. Dertil kommer den svenske færge 'Stena Nautica', der sejler mellem Grenaa og Varberg.

Længe kendt i udlandet
I Danmark kom Armex til offentlighedens kendskab, da DR og Information tidligere på ugen kunne fremlægge en kontrakt, der viser, at firmaet i 2014 hyrede nordkoreanske arbejdere til at bidrage til byggeriet af blandt andet det danske forsvars skib 'Lauge Koch'.

Men i udenlandske medier har man i årevis kunnet læse om firmaets kontroversielle forretningsmodel, som tilsyneladende går helt tilbage til begyndelsen af det nye årtusinde.

Allerede i 2006 afslørede den polske avis Gazeta Wyborcza, at Armex – der dengang hed Selene – havde leveret nordkoreanske arbejdere til Gdansk Shipyard. Af artiklen fremgår det, at nordkoreanerne på det tidspunkt havde arbejdet i området i fem år. Den oplysning bekræftes af to nordkoreanere, der tilsyneladende fungerede som arbejdernes chefer, i et interview med den hollandske avis Volkskrant fra samme år.

'Ask' og 'Urd' på listen
Det er i den periode, de danske skibe på Armex’ referenceliste er blevet repareret og ombygget på Remontowa-værftet i Gdansk.

Scandlines-færgerne 'Ask' og 'Urd' i 2001. Kabellægningsfartøjet 'Lodbrog', der ejes af Alcatel Submarine Networks Denmark, i 2001-2002. DFDS-færgen 'Dana Sirena', der i en årrække sejlede mellem Esbjerg og Harwich i Storbritannien, i 2002-2003. Og Grenaa-Varberg-færgen 'Stena Nautica' i 2004.

På Armex’ referenceliste optræder også en ’arktisk container’ fra Royal Arctic Line, der er ejet af det grønlandske selvstyre. Men det er uklart, hvor og hvornår Armex skulle have arbejdet på den.

De danske selskaber tager afstand
Information har forgæves forsøgt at få svar på, hvad Armex har lavet på de pågældende skibe, og om nordkoreanske arbejdere var involveret. Men Armex har ikke besvaret vores henvendelser.

DFDS’ informationschef Gert Jakobsen siger, at de aldrig har hørt om Armex før, og at der ikke er nogen fra DFDS, der har set nogen asiatiske arbejdere, når de har været på Remontowa-værftet.

- Hvis det har fundet sted, så er det i hvert fald ikke noget, vi kender til, siger han.

Stena Lines pressechef Jesper Waltersson siger til Information, at firmaet tager afstand fra brug af nordkoreanske tvangsarbejdere, men at han ikke har grund til at tro, at det skulle være foregået på 'Stena Nautica'.

- Jeg har talt med skibets kaptajn, som var dernede i hele den periode, Nautica blev repareret. Og han kan ikke mindes at have set nogen nordkoreanere eller asiater, siger han.

Alcatel Submarine Networks, der er ejet af finske Nokia, skriver i en mail til Information, at de har indledt en undersøgelse af sagen. Deres dokumenter viser kun samarbejde med Remontowa og ikke med Armex, skriver de.

Rederiet Scandlines fik ombygget de to færger 'Ask' og 'Urd' på Remontowa i 2001. Dengang var Scandlines ejet af den danske og den tyske stat. De to færger har siden fået nye ejere.

Scandlines’ kommunikationschef Anette Ustrup Svendsen forklarer, at ingen af værftets nuværende arbejde kan huske, hvem der byggede færgerne.

- Vi kan ikke komme med en kvalificeret udtalelse om, hvorvidt der var nordkoreanske arbejdere med på projektet i 2001, siger hun og tilføjer, at Scandlines tager afstand fra brugen af nordkoreanske tvangsarbejdere.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra det grønlandske Royal Arctic Line.

Armex’ referenceliste ser ud til ikke at være opdateret siden 2005.

Værftsdirektørens fornemmelser
Som Information tidligere har skrevet fik det danske Karstensens Skibsværft bygget skrogene til to inspektionsfartøjer til det danske forsvar på Remontowa i 2005-2007. Altså umiddelbart efter den periode, som referencelisten dækker.

Direktør Knud Degn Karstensen siger, at han ikke kan udelukke, at der har været anvendt nordkoreanske arbejdere på de to projekter. Men han »fornemmer ikke«, at det har været tilfældet, da værftet havde dagligt tilsyn med byggeriet.

En pressemedarbejder fra Remontowa-værftet bekræfter i en mail til Information, at værftet havde et samarbejde med Armex »i det første årti af det 21. århundrede«. Remontowa genoptog ifølge pressemedarbejderen samarbejdet med Armex i 2015, men opsagde det igen i 2017.

Hun kan dog ikke oplyse, præcis hvilke projekter Armex har arbejdet på.

Hun skriver desuden, at værftet aldrig har ansat nordkoreanere, hverken gennem Armex eller på anden vis. En gennemgang af det polske arbejdstilsyns inspektionsbesøg hos Armex viser dog, at deres ansatte næsten udelukkende har været nordkoreanere i de senere år.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172