23948sdkhjf

Bedre beskyttelse af søkabler til Bornholm udfordres

Test i dansk farvand uden succes. Nu undersøges mulighed for at teste i svensk farvand

For at nedsætte risikoen for strømafbrud og forlænge kablernes levetid ønsker Energinet en bedre beskyttelse af de tre søkabler, der forbinder Bornholm med Sverige.

I løbet af sommeren er det derfor blevet testet, om det er muligt at nedspule kablerne i sejlrenden, så de kommer i sikkerhed for skibsankre, skriver Energinet.dk. 

Testspulingen er foregået på det sydligst liggende kabel, som ligger i dansk farvand. Resultaterne har desværre vist, at det var en langt vanskeligere operation end forventet. 

- Testen viste meget begrænset succes på dansk grund. Sten- og lerbund gjorde, at vi kun kunne bevæge os fremad med en hastighed på mellem 120 m og 240 m i døgnet, og derudover blev kablet ikke spulet særlig dybt ned. Det vil derfor ikke stå mål med indsatsen at sætte gang i projektet på denne del”, fortæller projektleder fra Energinet, Per Lundby Andersen. 

Seismiske målinger på de to nordligste kabler, som ligger i svensk farvand indikerer imidlertid, at bundforholdene her er bedre egnet. Og da tre ud af fem tidligere ankerfejl samtidig er sket i den svenske trafiksepareringszone, vil det give værdi at fortsætte på denne del. 

- Vi prøver igen i den svenske del, og vi går nu i dialog med de svenske miljømyndigheder om at få tilladelse til at testspule på kablerne. Den test skal så afgøre, om det giver mening at nedspule kablerne i den svenske del af sejlrenden, fortæller Per Lundby Andersen. 

Hvis det ender med, at de nordlige kabler kan nedspules og beskyttes, sænkes den statistiske fejlrate fra 0,3 til 0,1 om året. Det betyder, at Energinet statistisk set kan spare i omegnen af 100 mio. kr. ved at fortsætte projektet i den reducerede udgave. 

Uanset udfaldet giver projektet nyttig viden om bornholmerkablerne, som kan bruges i forhold til et fremtidigt reinvesteringsprojekt. 

- Sommerens undersøgelser viste, at standen af kablet er rigtig god, og at det kan holde omkring 20 år mere. Samtidig har vi fået en masse geologisk viden om, hvor vi kan lægge nye kabler, når den tid kommer, afslutter Per Lundby Andersen. 

Projektet har et budget på 31 mio. kr. Heraf er der pt. brugt omkring 2 mio. kr. på forundersøgelser og testspulinger. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11