23948sdkhjf

Søfartsstyrelsen møder kritik i Folketinget

Styrelse har ikke fulgt regler om dødsulykker på udenlandske skibe

I knap fire år har Søfartsstyrelsen ikke fulgt gældende regler om arbejdsrelaterede dødsulykker i Danmark med udenlandske skibe. Det møder hård kritik i Folketinget.

Det skriver Fagbladet 3F.

Blandt andet fra regeringspartiet Venstre, hvor erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen mener, at der er behov for en grundig redegørelse fra ministeren om Søfartsstyrelsens ageren og praksis.

- Det er bare ikke godt nok. Søfartsstyrelsen skal selvfølgelig efterleve de gældende regler. Det er stærkt utilfredsstillende, at det ikke er sket i en række dødsulykker, siger han.

Formanden for Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget i Folketinget, Morten Bødskov (S), finder Søfartsstyrelsens håndtering af dødsulykker, hvor der har været udenlandske skibe involveret, stærkt kritisabel.

- Jeg forstår ikke, at Søfartsstyrelsen ikke kender den bemyndigelse, som styrelsen arbejder under. Det er stærkt utilfredsstillende. Reglerne bør ikke være til at misforstå, siger Morten Bødskov.

- Der er dødsulykker, som Søfartsstyrelsen ikke har fulgt op på. Der er folk, der kan have begået ting, som de ikke er blevet straffet for. Og der kan stadig sejle skibe rundt i danske farvande, som man kunne have iværksat sanktioner mod. Det er stærkt utilfredsstillende, siger han.

Morten Bødskov vil derfor bede erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) redegøre for Søfartsstyrelsens håndtering af dødsulykker samt for, hvordan ministeren sikrer, at styrelsen lever op til de gældende regler. Udvalgsformanden vil desuden opfordre ministeren til at styrke det internationale samarbejde på området mellem de enkelte landes myndigheder.

Søfartsstyrelsen har over for Fagbladet 3F erkendt, at styrelsens sagsbehandling af dødsulykker på udenlandske skibe i Danmark ikke har været god nok i flere år. Men alligevel vil Søfartsstyrelsen ikke lave vurderinger af, hvorvidt internationale regler om arbejdsmiljø til søs er blevet overtrådt i forbindelse med en række dødsulykker.

Efter Fagbladet 3F’s afsløringer har Enhedslistens Christian Juhl kaldt erhvervsminister Brian Mikkelsen i samråd om sagen.

- Jeg er chokeret over, at Søfartsstyrelsen ikke har lagt mærke til, at der har været problemer med myndighedernes behandling af dødsulykker på landjorden, og at Søfartsstyrelsen ikke har tænkt, om den har et lignende problem. Det ville andre styrelser gøre, siger beskæftigelsesordfører Christian Juhl.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra erhvervsminister Brian Mikkelsen (K). Erhvervsministeriets presseafdeling oplyser til Fagbladet 3F, at ministeren ikke ønsker at udtale sig, før samrådet har fundet sted.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079