Søren Skou: Maersk Line vil blive ramt igen
I slutningen af juni blev A.P. Møller - Mærsk ramt af et ødelæggende hackerangreb. Havne stod stille og it-systemer i de vigtigste forretningsområder måtte lukkes ned.
Læs også: Grundstødt Mærsk-skib får hjælp af højvandet i eftermiddag
Konglomeratet forventer, at angrebet vil koste 1,3 til 1,9 mia. kroner. Og det vil ikke blive det sidste angreb, fortæller administrerende direktør Søren Skou til Ritzau Finans.
- Vi gør nu alt, hvad vi kan, for at sikre os mod nye angreb.
- Vi bliver helt sikkert angrebet igen. Og vi bliver helt sikkert også succesfuldt angrebet igen med alle de sårbarheder i systemer, der ligger på de mørke dele af internettet.
- Vi arbejder på, at hvis det sker, så skal vi kontrollere det bedre, så det bliver en lokal og ikke en global begivenhed, siger Søren Skou.
600 skibe i flåden
Det har da også været en dyr fornøjelse for A.P. Møller - Mærsk, at selskabets havne i dagevis var komplet lammede af hackerangrebet, og at selskabets containerskibe og ikke mindst booking- og trackingsystemer var ude af drift.
Bare få dages forstyrrelser påvirker store mængder fragt hos Mærsk, der er verdens største containerrederi og en af verdens største havneoperatører.
I første halvår havde Maersk Line over 600 skibe og fragtede 2,7 mio. fyrrefodscontainere. Mærsks 76 havne håndterede gennemsnitligt mere end 52.000 containere om dagen i halvåret.
Analytiker: Dyrere end ventet
- Regningen er højere, end jeg havde forventet. Og det vidner om, at A.P. Møller - Mærsk som globalt shippingselskab er sårbare over for det her. Når it-systemerne går ned, så koster det virkeligt, siger A.P. Møller - Mærsk-analytiker hos Sydbank Morten Imsgard.
Han mener samtidig, at regningen er blevet høj, fordi A.P. Møller - Mærsk har gjort alt for at stryge sine kunder med hårene under angrebet.
Læs også: Tabte 750 containere i havet: Nu vil Mærsk-kunder have erstatning
- Skrækscenariet er, at man taber kunder på grund af sådan et angreb. Det kunne ende med at blive langt dyrere, end den regning, der er præsenteret i dag.
- Det er nemt for kunder at vælge andre i containerbranchen, så det gælder om at holde fast i dem, siger Morten Imsgard.
/ritzau/