23948sdkhjf

DFDS skifter direktør for britisk havneterminal

Den nuværende direktør for rederiets britiske havneterminal i Immingham, Sean Potter, får nye opgaver i koncernen
DFDS' Shipping Division skal finde en ny adm. direktør til sin britiske havneterminal i Port of Immingham.

Den nuværende direktør, Sean Potter, har nemlig påtaget sig den for DFDS’ fremtid afgørende og krævende rolle som 'Divisional Digital Officer', og derfor er det blevet nødvendigt at finde en erstatning, skriver DFDS i sit interne nyhedsbrev 'Update Weekly'.

Immingham er en af DFDS' største og mest komplekse lokationer med fragtruter til og fra mange lande og er en meget stor og travl terminal, som er et veritabelt hotspot for rederiets fragt til og fra Storbritannien.

Samtidig forlader endnu en af DFDS' britiske nøglemedarbejdere sin stilling. Det drejer sig om agency director Allan Hull, som er ansvarlig for kunder og salg på det britiske marked. Han har ifølge sin overordnede, Kell Robdrup, senior vice president i DFDS, valgt at gå på tidlig pension i november i år.

- Det er ærgerligt for DFDS, da Allan er en særdeles dygtig leder, der skaber flotte resultater. Men han nævnte sine planer for nogen tid siden, så selv om det ikke er en god ting for DFDS, så respekterer vi hans valg og håber, at han vil nyde sit fremtidige arbejdsfrie liv, siger Kell Robdrup ifølge nyhedsbrevet og fortsætter:

- Det betyder, at vi nu skal finde en ny MD for Immingham. Det er en udfordrende, men også ekstremt spændende og kompleks ledelsesopgave, som vi vil beskrive mere detaljeret i den jobannonce, vi er i færd med at udarbejde, siger Kell Robdrup, der understreger, at han også meget gerne ser interne kandidater i ansøgningsfeltet.


Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14