23948sdkhjf

Maersk Oil udledte forbudte kemikalier

Miljørapporten 2016 fra Maersk Oil viser, at olieselskabet samtidig udledte mindre CO2 og olie i havene end tidligere
Maersk Oil har offentliggjort Miljøstatusrapporten for 2016 vedrørende aktiviteterne i den danske del af Nordsøen.
Fakta omkring brugen af kemikalier i Maersk Oils operation
Kemikalier bruges i olieproduktion til vedligehold og i forbindelse med olieboringer, og medvirker typisk til at forbedre den sikkerhedsmæssige og miljømæssige operation. Kemikalierne bruges også til at fjerne bakterievækst, som kan forårsage produktionsstop og korrosion.

Kemikalier klassificeres i fire grupper:
Sorte kemikalier indeholder en eller flere komponenter, som er registreret på OSPAR’s ‘List of Chemicals for Priority Action’, og anvendelse af disse kemikalier er forbudt og kan kun undtages under særlige omstændigheder.
Røde kemikalier indeholder en eller flere komponenter som for eksempel akkumulerer i levende organismer, er giftige eller er langsomt nedbrydeligt.
Gule kemikalier er kemikalier, der normalt kan udledes uden særlige forholdsregler, selvom deres anvendelse er under observation fra Miljøstyrelsen.
Grønne kemikalier er miljømæssigt acceptable kemikalier, der hvis muligt altid skal anvendes som en substitut for gule kemikalier. Grønne kemikalier indeholder miljømæssigt acceptable komponenter på OSPARs PLONOR liste, som udgør ‘En Lille Eller Ingen Risiko’ for miljøet.

I 2016 genererede Maersk Oil mindre affald end tidligere år, ligesom CO2-udledningen var lavere end tidligere. Endvidere var mængden af olie, der utilsigtet blev udledt i havet, en af de laveste i de seneste fem år. Tallet faldt fra 1,6 tons i 2015 til 0,9 tons i 2016.

Et konkret fokusområde er at forbedre kvalitetssikringen i forbindelse med brug af kemikalier, der anvendes som en del af olieproduktionen og klassificeres på baggrund af miljøpåvirkningen. Kemikalier, klassificeret som røde, er under udfasning, og anvendelse af disse kræver Miljøstyrelsens tilladelse.

Inden Miljøstatusrapporten blev offentliggjort, blev Maersk Oil af en leverandør gjort opmærksom på, at et gult kemikalie muligvis indeholder en lille mængde af en komponent, som kan føre til, at produktklassifikationen vil blive ændret til rød. Maersk Oil har meddelt dette til Miljøstyrelsen og har fået frist indtil 1. juli 2017 til at finde et alternativt produkt. Maersk Oil er nu i gang med at overgå til brugen af et tilladt gult kemikalie.

Derudover har Maersk Oil i en intern undersøgelse fundet to anvendte kemikalier, som var blevet omklassificeret til røde, uden at Maersk Oil havde informeret Miljøstyrelsen. Så snart den manglende indberetning af omklassificeringerne blev opdaget, informerede Maersk Oil Miljøstyrelsen.

Maersk Oil har stoppet brugen af de pågældende kemikalier og erstattet det med et alternativt produkt i overensstemmelse med Miljøstyrelsens anvisning.

Et uafhængigt institut har undersøgt miljøpåvirkningen af kemikalierne og har påvist en lille eller ingen miljømæssig påvirkning.

- Maersk Oil bestræber sig altid på at minimere miljøpåvirkningen fra vores aktiviteter og på at operere i fuld overensstemmelse med de tilladelser, der er givet af myndighederne. Vi er nu blevet opmærksomme på, at vi ikke har overholdt vores udledningstilladelser vedrørende to kemikalier. For at forhindre en lignende situation i fremtiden har Maersk Oil igangsat tiltag, herunder en gennemgang af de kemikalier vi anvender, og samtidig indfører vi nye interne procedurer og processer for at sikre bedre auditering på området, siger Asset Manager Ole Hansen, Maersk Oils danske forretningsenhed.

Kilde: Kilde: Maersk Oil

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094