23948sdkhjf

Armlægning: Danmark kræver halvering af skibes CO2-udslip

I juni begynder svære forhandlinger i FN's Søfartsorganisation om skibes nedskæring af CO2-udslippet

Danmark har placeret sig helt i front, når verdens lande i næste måned tager hul på hårde forhandlinger om at skære i CO2-udledningen fra skibsfarten.

Søtransport står for 2,5-3 procent af det samlede udslip af drivhusgasser.

Sidst i juni begynder forhandlinger mellem de 172 lande i FN's Søfartsorganisation, IMO, om skibenes bidrag til kampen mod global opvarmning.

Sammen med ligesindede lande har Danmark dannet en koalition af "ambitiøse nationer", som har fremlagt en plan for CO2-reduktioner.

Med i gruppen er Tyskland, Frankrig, Belgien og Holland samt fire østater i Stillehavet, der frygter at blive skyllet af verdenskortet, når klimaforandringerne accelererer: Marshalløerne, Salomonøerne, Tonga og Tuvalu.

I 2018 skal der vedtages en foreløbig strategi. Den endelige IMO-plan skal ligge klar i 2023, er det besluttet.

Maria Bruun Skipper, direktør for klima i Danske Rederier, siger:

- Vores succeskriterium er, at man får lagt de første trædesten i strategien. Vi så gerne, at der bliver sat specifikke tal og årstal på. Men det er en svær nød at knække, for IMO omfatter mange lande og interesser.

De lande, som ventes at stå på bremsen, er Kina, Brasilien og Indien. De har - som på FN's klimatopmøder - krævet særlige hensyn til ulandene.

- Men det kan vi ikke leve med i IMO. Det er vigtigt, at skibe ikke behandles forskelligt, ellers er det jo konkurrenceforvridning, og så sker der omflagning, påpeger Maria Bruun Skipper.

Danske Rederiers studie anbefaler, at søfartens udledning topper senest i 2025 og derefter halveres frem mod 2050, siger Maria Bruun Skipper.

Der er mange muligheder:

- Man kan nå et stykke ad vejen med tekniske tiltag: Skibsdesign, bundmaling og bedre motorudnyttelse - og så kan man nå noget med den måde, man opererer skibet på.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) er ansvarlig for Søfartsstyrelsen, der forhandler for Danmark. Han understreger, at en løsning skal gælde såvel ilande som ulande.

- Ellers kan vi risikere CO2-lækage, hvor skibe udflager til lande med lempeligere regler, siger Brian Mikkelsen i en mail.

Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver i Det Økologiske Råd, støtter Danske Rederiers mål. Han håber på fremskridt i IMO, men er stærkt skeptisk.

- Hvis vi kunne opnå en klar strategi for det videre forløb og for, hvordan man forpligter sig til bindende CO2-reduktioner, ville vi være nået meget langt, siger han.

Fakta: Skibsfarten, klimaet og FN's Søfartsorganisation
International skibsfart har hidtil sejlet på fripas med hensyn til CO2-reduktioner. Det skal være slut nu.

Danmark har sammen med en gruppe ligesindede EU-lande og Stillehavs-nationer fremlagt et ambitiøst udspil til de kommende FN-forhandlinger om skibes CO2-nedskæringer.

Målet er, at skibsfarten i 2050 har halveret udledningen af drivhusgasser.

  • De 172 lande i FN's Søfartsorganisation (IMO) holder 26.-30. juni en særlig forberedende session om CO2-reduktioner i søfarten.
  • Fra 3.-7. juli mødes landene igen i IMO's miljøkomité, hvor blandt andet klimaforandringer er på dagsordenen.
  • Såvel søtransport som luftfart har hidtil været friholdt for CO2-nedskæringer i FN's internationale klimaaftaler.
  • Shipping står for 2,5-3 procent af verdens CO2-udledning. Tallet kan ifølge IMO's vækstprognose blive op til 2,5 gange højere i 2050.
  • Danmark har inden IMO-mødet været med til at danne en gruppe af ambitiøse lande, som kræver væsentlige klimareduktioner frem mod 2050.
  • De ambitiøse lande - som omfatter både ilande og østater - har dette udspil: Skibsfartens udledning skal toppe i 2025. Frem til 2050 skal CO2-udslippet halveres.
  • Formålet er at efterleve Paris-aftalen, der skal begrænse Jordens opvarmning til maksimalt 1,5-2 grader over førindustrielt niveau.
  • Den danske handelsflåde har 2014-2016 forbedret udnyttelsen af brændstof med fire procent. Det skyldes især Mærsk-rederiets nye kæmpeskibe, Triple E.

Kilder: Danske Rederier, IMO

/ritzau/ 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094