23948sdkhjf

Danmarks Rederiforening bliver til Danske Rederier

Danmarks Rederiforening skifter i dag navn til Danske Rederier. Det oplyser organisationen i en pressemeddelelse.

På engelsk bliver navnet Danish Shipping. Der kommer et fælles logo, som samtidig også vil omfatte de to andre rederiforeninger – Rederiforeningen af 2010 og Færgerederierne.

Det nye navn blev besluttet på dagens generalforsamling for Danske Rederier.

- Ændringen er et led i vores overordnede strategi om at videreudvikle en moderne interesse- og arbejdsgiverorganisation som en stærk stemme for Danmarks største eksporterhverv og samlingspunkt for de danske rederier. Det bliver også opgaven for Danske Rederier i mange år fremover, hvorfor vi har valgt at gøre vores navn mere klart og simpelt, siger Claus V. Hemmingsen, formand for Danske Rederier og Group Vice CEO, A.P. Møller - Mærsk A/S.

National forankring og internationalt udsyn
Bilfærgernes Rederiforening skifter ligeledes navn til Færgerederierne, mens Rederiforeningen af 2010 bevarer sit navn. De tre organisationer har sammen fået et visuelt løft med et opdateret logo, der er inspireret af det internationale morsealfabet. Det alfabet har historisk været kernen i den globale kommunikation inden for søfart. Sammenstillingen af de to morsebogstaver D og K peger samtidig på det danske flag.

- Det nye logo giver erhvervet et mere tidsvarende udtryk, men med respekt for søfartens lange tradition. Vi vil meget gerne sætte streg under, at vi er et dansk erhverv. Men det skal hele tiden ske med øje for det internationale udsyn, som er rederierhvervets kendetegn. Det gør vi med det nye logo, og jeg ser frem til at fortsætte vores fælles arbejde for at fortælle om Det Blå Danmarks værdiskabelse, siger Søren Nørgaard Thomsen, formand for Rederiforeningen af 2010 og adm. direktør i Esvagt.

Farverne er hentet på landkortet
Den nye visuelle identitet samler de tre organisationer, der i dag repræsenterer det samlede danske rederierhverv. Visuelt kendetegnes organisationerne ved hver deres farve, der tager udgangspunkt i landkortets farver for deres primære aktivitet. Det dybe havs mørkeblå er i Danske Rederiers logo, offshore og den mere kystnære farts lyseblå farve præger logoet for Rederiforeningen af 2010, mens det for Færgerederierne er den grønne farve fra de af færgerne forbundne landområder, som giver inspirationen.

- Vi har benyttet lejligheden til at vælge et navn, som klart og præcist fortæller, hvem vi er. Den nye identitet samler derudover rederierhvervet og giver os ét fælles udtryk i dialogen med det omkringliggende samfund. Det signal vil vi gerne sende med den her ændring, samtidig med at vi bevarer de tre organisationers individuelle særpræg, siger John Steen-Mikkelsen, formand for Færgerederierne og adm. direktør i Danske Færger.

Kilde: Danske Rederier

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109