23948sdkhjf

Semco Maritime skal klargøre Maersk-felt

Offshore-virksomheden har fået den hidtil største ordre i sit britiske datterselskab.

Maersk Oil UK har valgt Semco Maritime til at deltage i installation og klargøring (hook up) af det nye gasproduktionsfelt Culzean, der ligger 240 kilometer øst for Aberdeen i den britiske del af Nordsøen. Det oplyser Semco Maritime i en pressemeddelelse.

Aftalen er den største nogensinde for Semco Maritimes Aberdeen-kontor. Semco Maritime skal stå for udførelse af det elektriske arbejde, mens rør- og malerentrepriserne varetages af to andre selskaber.

Forberedelse i Singapore
Culzean-feltet, der er planlagt til at gå i produktion i 2019, omfatter tre produktions-, forarbejdnings- og beboelsesplatforme, der i øjeblikket er under opførelse på Sembcorp Marine-værftet i Singapore.

Her vil Semco Maritime allerede nu placere et team af hook-up-specialister, der skal forberede monteringsarbejdet, så alt er planlagt, når platformene ankommer til Nordsøen næste sommer, siger vice president Carsten Nielsen, Semco Maritime Ltd.

- Vi er meget tilfredse med, at Maersk Oil UK har valgt os til denne opgave, der markerer et gennembrud for os i UK. Ordren bekræfter samtidig Semco Maritimes strategi om at lade vores kompetencer og offshore-erfaring indgå i et tæt samarbejde med kunder i Nordsøen, der søger højt specialiseret assistance inden for vedligeholdelsesprojekter eller hook-up af nye installationer, siger Carsten Nielsen.

- Culzean-ordren er et særdeles spændende og udfordrende projekt, som stiller de højeste forventninger og krav til sikkerhed og kvalitet til tiden, og det vil vi gøre alt for at leve op til, tilføjer han.

75-150 arbejdspladser i Aberdeen
Offshore-arbejdet vil blive udført med base i Aberdeen, hvor Semco Maritime forventer at skulle bruge 75-150 mand i de cirka otte-ni måneder, som det tager at klargøre Culzean.

Ordren kommer i forlængelse af den positive udvikling i aktiviteterne, som Semco Maritime har oplevet i Storbritannien i det seneste halve år, siger director James Cooper, Semco Maritime Ltd., Aberdeen, der ser frem til et godt og endnu tættere samarbejde med Maersk Oil og øvrige involverede.

- Ordren viser fordelene ved at være repræsenteret med kontorer og eksperter i de samme geografiske områder, som vores kunder. Fra vores kontor i Singapore kan vi planlægge arbejdet optimalt, og dermed øge effektiviteten og minimere omkostningerne, når arbejdet skal gøres færdigt i Nordsøen.

I Esbjerg vil ordren i perioden beskæftige cirka 20 mand både internt i Semco Maritime samt hos Fanø Kran Service og Ocean Team Scandinavia, der er valgt som underentreprenør på dele af arbejdet.

Semco Maritimes samlede entreprise forventes at overstige 100.000 arbejdstimer offshore. Culzean-feltet vil dække omkring 5 procent af gasefterspørgslen i Storbritannien i 2020/2021.

/he

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109