23948sdkhjf

Horsens Havn tæt på godsrekord

Første kvartal af 2017 blev det næstbedste nogensinde på Horsens Havn med godt 192.000 ton gods over kajen. Det tegner godt for resten af året, siger havnedirektør Claus Holm Christensen ifølge april-udgaven af Horsens Havns nyhedsbrev.

- Vi ligger lidt under tallene for 2016, som var et rekordår, men det er der én god grund til: BG Stone har været i gang med at renovere deres anlæg, og derfor har de endnu ikke taget de mængder af sten ind, som de plejer. Tager vi det element ud af regnestykket, er vi på niveau med sidste år, siger han.

Godsmængden i første kvartal i år er godt 42 procent højere end i samme kvartal for fem år siden. 

Traditionelle godstyper fylder godt
Havnen har solgt flere krantimer i første kvartal end tidligere, og også på havnen kan det mærkes, at der igen er kommet gang i hjulene.

- Det lokale erhvervsliv har nok at lave, og det smitter af på os. Det er de traditionelle godstyper som sten, jern og stål, der fylder på kajen – men jeg vil da nævne, at vi har fået ret store mængder af skærver til asfaltproduktionen ind, siger havnedirektøren.

Han pointerer, at havnen har en sund økonomi, hvilket blot styrkes af den fine start på 2017.

- Vi tjener de penge, vi skal, og dermed får vi også råd til udvikling og den løbende vedligeholdelse af havnen – og lige nu ser det ud til, at travlheden fortsætter de kommende måneder, siger Claus Holm Christensen.

Kilde: Horsens Havn

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079