23948sdkhjf

Kold dåb på Skagen Havn

Danpilot har fået en lille ny - eller lille er nok så meget sagt, for hun er den største i søskendeflokken, og tirsdag blev hun officielt døbt.
Ligesom det skal være, smadredes champagneflasken i første hug, da Julie, der tirsdag for øvrigt selv fyldte år - 15 af slagsen, kunne døbe den nye lodsbåd i Skagen 'Danpilot Bravo' efter alle kunstens regler.

Selvom det var en råkold og ganske blæsende dag på Skagen Havn, var små hundrede mødt op for at se skibet, og være med til at få hende sat godt i søen.

Og den ny er et kærkommet familiemedlem i flokken af lodsbåde i Skagen. Det er nemlig ganske længe siden man fik en sidst.

- Der er bestemt behov for det her nye skib. Skawpilot 2, som hidtil har forestået omkring 90 procent af sejladserne, har 23 år på bagen - og nok omkring 700.000 sømil. Og hun er efterhånden blevet godt slidt, selvom personalet her har passet rigtig godt på hende, fortæller Anders L. Thomsen, der er chef for teknik og vedligehold i Danpilot.

Og det bekræftede havneansvarlig lods for Skagen og Frederikshavn, Jørgen Vestergaard, da også i sin dåbstale, hvor han blandt andet sagde:

- Skawpilot 2 har vi lodser og bådmænd gennem årene fået et meget tæt forhold til. Det er en gammel dame, som hverken kender til 11-timers reglen eller 3. nats tiltørning, men troligt som lodseriets travleste lodsbåd i de senere år har sejlet op mod 8 timer dagligt, og for længst har lagt ubegribelige én millioner kilometer bag sig. Denne præstation har kun været mulig, fordi fremsynede og engagerede lodser og bådmænd tilbage midt i 90’erne fik sat et fantastisk skib i søen, og fordi holdet af bådmænd i Skagen har passet og plejet den, som var det deres egen.

Vigtigt job
'Danpilot Bravo' er sammen med søsterskibet 'Danpilot Alfa', der hører hjemme i Gedser, Danmarks mest avancerede lodsbåde.

Hun er 20,3 meter lang, seks meter bred og har en dybgang på 1,6 meter.

Der er 11 bådmænd hos Danpilot Skagen, der kommer til at sejle 'Bravo' og de har alle en kystskipper-uddannelse.

En af dem er Jan Sonnesen, der har været hos Danpilot Skagen i 14 år. Han var sammen Frits Sørensen og Morten Weesgaard fra lodsstationen med i den arbejdsgruppe, der fandt frem til båden.

- Jamen Bravo tåler jo næsten ingen sammenligning med det gamle skib. Der er meget mindre støj, meget færre rystelser, og så er det jo spritnyt og lækkert. Derudover har det rigtig gode sejlegenskaber, blandt andet en unik stævn med en sylespids bulb, der er konstrueret specielt til hurtig og sikker sejlads i høj sø, fortæller han.

Der ligger to 750 hestes Volvo-motorer af modellen D16 i maskinrummer, og selvom de er droslet en anelse ned for brændstoføkonomiens skyld, kan skibet skyde en fart på omkring 25 knob uden problemer, også i det hårde vejr.

Og bådende har et vigtigt job at udføre, som Anders L. Thomsen forklarer:

Båden her skal sammen med sin søster i Gedser dække vores sejlads gennem Trafikruten i Østersøen - dels de lodser der står på ved Gedser og bliver sat af i Skagen og omvendt. Det vil sige, at vi servicerer hele Østersøen med at få sikker sejlads gennem bælterne, og det sker fra de to vigtigste stationer, nemlig Gedser og Skagen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.267