23948sdkhjf

Mærsk-forhandlinger påvirkes af statens olieindtægt

Halvering af statens olie- og gasindtægter fra Nordsøen besværliggør forhandlinger om Tyra-feltet, vurderer ekspert

Statens indtjening fra den danske olie- og gasproduktion i Nordsøen landede i 2015 på 9,2 mia. kroner, en halvering siden 2014, hvor den var 18,8 mia. kroner. Det kan påvirke forhandlingerne om det truede Tyra-felt.

Det skriver dagbladet Børsen.

Statens indtjening på beskatning af olie- og gasselskaber er den laveste siden årtusindeskiftet og udgør blot en fjerdedel af højdepunktet af olieeventyret i 2008, hvor den lød på 36,5 mia. kroner. Prognoserne for 2016 og 2017 varsler om yderligere fald.

Den styrtdykkende indtjening kan påvirke forhandlingerne med Mærsk om det synkende Tyra-felt, som står for 90 procent af den danske gasproduktion og i øjeblikket står til at lukke i 2018.

- Det er ikke den guldkalv længere, som det har været. Man er nede på marginalerne, og der betyder det meget, hvordan indretningen af skatteaftaler og fradrag på investeringer ser ud. Det kan gøre det svært at nå frem til en aftale, siger økonomiprofessor ved Aarhus Universitet Michael Svarer til Børsen.

Michael Svarer ser dog stadig potentiale for en fornuftig aftale, og Maersk Oil vurderer overfor Børsen, at man med de rigtige investeringer kan fremme statens indtjening.

Lige før årsskiftet meddelte Maersk Oil, at produktionen på Tyra-feltet i Nordsøen - Danmarks største gasfelt  - ville slutte den 1. oktober 2018. Lige i starten af januar 2017 kom det så frem, at A.P. Møller-Mærsk genoptog forhandlingerne om Tyra-feltet med regeringen. 

/Ritzau / Finans

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11