23948sdkhjf

”Danish Maritime Days er en chance for Det Blå Danmark”

De maritime ledere er enige om, at Danish Maritime Days, der kører fra mandag til fredag, løfter industrien. Det handler om at bruge ugens arrangementer bedst muligt
Danish Maritime Days løber af stablen fra d. 24.-28. oktober med en lang række maritime arrangementer, hovedsageligt i hovedstadsområdet, men også andre steder i landet.

Nogle af branchens største globale udfordringer og muligheder bliver vendt under temaerne innovation, bæredygtighed, åbne markeder, og sikkerhed.

Det er de emner, der danner den tematiske ramme for den maritime uge. De er blevet til i et samarbejde med den åbne platforms mange selvstændige arrangører.

Hastig udvikling

På få år har Danish Maritime Days udviklet sig til en meget stor begivenhed. Det glæder sekretariatschef Michael Søsted.

”Danish Maritime Days ønsker at sætte en global dagsorden, der er med til at gøre en forskel for en international deltagerkreds. Det vil for eksempel få store konsekvenser for hele branchen, hvis lande og regioner begynder at lukke sig mere om sig selv,” siger han med henvisning til temaet om åbne markeder og tilføjer:

”Programmet understreger, at Danish Maritime Days har udviklet sig til et must attend for alle dem, der interesserer sig for den globale maritime branches fremtid. Her har man mulighed for at involvere sig i alt fra frihandel over LNG til anvendelsen af droner i én og samme uge,” tilføjer Michael Søsted.

Tre pointer

Adm. Direktør i Rederiforeningen, Anne H. Steffensen, ser frem til de mange arrangementer. Og hun glæder sig over, at en lang række topchefer har meldt deres ankomst.

”Der kommer over 200 top-CEOs fra hele verden, og jeg har den klare forventning, at vi skal drøfte det, som man kan kalde ’the new blue normal’. Her tænker jeg særligt på tre hovedtendenser,” siger hun og uddyber:

”For det første skal vi tale om den langsomme økonomiske vækst i den globale økonomi, og det faktum, at vi for første gang ser, at verdenshandlen vokser langsommere end den globale vækst. Det betyder jo, at der skal flyttes mindre på tværs af grænserne.”

”Dernæst skal vi drøfte de nye teknologier, der gør, at mange flytter produktion tilbage til f.eks. Europa. Og endelig skal vi drøfte den anti-globaliseringstendens, vi ser på politisk niveau - med henblik på EU, frihandel og åbne markeder.”

Udfordringer

Anne H. Steffensen fastslår, at det tre nævnte ppointer er store udfordringer for den maritime industri, der har været vant til, at væksten kom næsten af sig selv. Og at den per. definition var højere end den generelle økonomiske vækst.

”Det er tendenser, der udfordrer vores industri, en ny virkelighed for skibsfarten. Danish Maritime Days er en slags maritimt topmøde ude i terminalerne,” siger hun og tilføjer:

”De CEOs, der kommer, har en masse input. De skal smøge ærmerne op og diskutere, hvad vi kan gøre som industri for at imødegå udfordringerne. De får input i en række tænketanke, og de får nogle oplæg at arbejde med.”

LÆS MERE på www.danishemaritimedays.com og www.danishmaritimefair.dk


To maritime ledere om Danish Maritime Days

Adm. direktør i Rederiforeningen, Anne H. Steffensen

Hvad forventer du dig af DMD?

”Danish Maritime Days er jo en fantastisk lejlighed til at drøfte internationale spørgsmål og få vist den danske maritime sektor frem, hvilket vi bl.a. har Fair’en til.”

Kan du kort skitsere relationen mellem Danish Maritime Days og Danish Maritime Fair?

”DMD er platformen, og Fair’en er et af elementerne. Fair’en er samtidig en selvstændig begivenhed med en lang række udstillere og arrangementer.”

Hvad kan I bruge DMD til?

”Vi kan bruge det til at sætte fokus på det Blå Danmark. Det er lykkedes at lave noget, hvor man får 1.000 blomster til at blomstre. Men det er mere hands on arbejdssessioner end det er traditionelt topmøde. Du kan sige, at det er en slags maritimt Davos-møde.”

Kan du anbefale et arrangement, der ikke er et af jeres egne?

”Det kommer jo an på interesse, men så synes jeg man skal ud og se Fair’en i Lokomotiv-værkstedet og deltage der.”

Adm. direktør i Danske Maritime, Jenny N. Braat

Hvad forventer du dig af DMD?

”Overordnet set vi jeg sige, at jeg forventer, at det skaber en større synlighed for Det Blå Danmark, herunder for den maritime industri. Det er en chance for vores medlemmer, en mulighed for at udvide deres forretning ude i verden.”

Hvad har I fokus på?

”Vi har lagt et års ressourcer ind i det her, og vi har et bredt fokus. Men der ingen tvivl om, at vi er glade for, at teknologikonferencen har fået så mange tilmeldinger. Og det er de rigtige folk, der kommer. Vi har også et bredt fokus på Danish Maritime Fair, hvor en række af vores medlemmer udstiller.”

Kan du anbefale et arrangement, der ikke er et af jeres egne?

”Så synes jeg, det vil være forkert at anbefale et arrangement. Men det er vigtigt at kigge event-oversigten grundigt igennem, for der er jo en rigtig spændende palette af aktiviteter, så der er gode muligheder. Jeg vil opfordre hele Det Blå Danmark og hele den maritime industri til aktivt at deltage i forskellige arrangementer , for det er, hvad der er med til at gøre Danish Maritime Days til en succes.”

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093