Den store nordatlantiske RAL-krig
SØFART KOMMENTAR:
Hvem vinder, hvem taber, hvor skal det hele ende? Hvor langt skal man gå i sagens tjeneste. Og hvilken sag det da er...
Læs også:Atlant-frontlinjen er trukket op
Tvunget i problemer
De nye spillere
Problematikken omkring Royal Arctic Line, Aalborg, Aarhus, Nuuk Sikuki Harbour - og for øvrigt Torshavn, Eimskip og Reykjavik. Hvor svært kan det være? Åbenbart meget svært. Og der er en sjælden grad af ægte følelser involveret i noget så professionelt som shipping inde over her. Og naturligvis arbejdspladser og en ny politisk fremtid, der kan forme sig i horisonten... måske. Faktum er, at man fra Royal Arctic Lines side - og dermed også fra ejerens side, Naalaakkersuisut (selvstyret), har lagt en plan for fremtiden, der ikke indebærer brug af Aalborg som tvungen basishavn. Og i ordet tvungen skal man i denne sammenhæng faktisk lægge en hel del. Det er det, det hele drejer sig om. Kort og godt. Fra Grønland gled fra at være ren koloni over til at blive et dansk ”amt” til selvstyrets dage, har man taget rigtigt mange beslutninger på Grønlands vegne ud fra respektive kontorer i København - og lidt i Aalborg. Grønlænderne har aldrig rigtigt selv fået et ord indført i den udvikling, men det vil man altså nu. Set fra grønlandsk og den nye direktion i Royal Arctic Lines side er Aalborg en tvungen hæmsko omkring trafikken på Grønland. Set fra aalborgensisk side er sagen en noget anden. Her fik man serveret daværende KGH - der altså nu er blevet til Royal Arctic Line på rederisiden - på et fad fra staten som fast kunde i havnen, da man fra meget centralt hold og for mange år siden besluttede at afslutte afsejlingerne direkte fra København. Og i Aalborg har man så leveret varen og varerne lige siden. Østhavnen, service, firmaer med pakhuse og opretstående forretninger, der måske nu skal flytte fra som aktive erhvervsforretninger og personlige skatteborgere. Der blev man lidt onde i sulet, da en intern melding fra Royal Arctic Line til medarbejderne om, at rederiet ville ud fra 2019, blev kolporteret direkte videre. Det er på den baggrund måske meget forståeligt, at Aalborg Havn og by gik direkte i medieoffensiven, når nu der faktisk foreligger en sejladsaftale mellem Royal Arctic Line og Aalborg Havn frem mod 2022. Så det er - kort og godt - der man står. Hvem skal bestemme over hvem, når gamle statslige aftaler fra Grønlandsministeriets dage er ved at blive kolde som indlandsisen. Det gider man ikke på Grønland i dag. Der vil man selv. Koste hvad det vil op til 200 mio. kroner - eller tjene på det på den lange bane... I Aalborg har man så til gengæld investeringer i mangemillion-klassen at tage hensyn til. Og arbejdspladser, der kunne tænkes at smutte sydøstover mod Aarhus og Eimskips skandinaviske hovedhavn. Ikke morsomt at forholde sig til. Men det har man så gjort. Offensivt udspil frem for møde i spillerlokalet. Med alle aktører involveret. Og der er faktisk flere end lige rederiet, Grønland, Aalborg-havnen, de involverede firmaer og alle de involverede medarbejdere. Og præcis Eimskip er så den nye spiller i hele scenariet. Jokeren i spillet. Det islandske rederi er jo helt fritstillet og kan derfor agere ud fra hvilken som helst havn, det vil. Og det indebærer naturligvis både direkte afsejlinger til hubs som Rotterdam eller i princippet til Nordamerika - via Reykjavik. Og ja, så var der Torshavn. Færøerne. Også en del af Rigsfællesskabet - endnu. Der er man også med at opgradere havnen, så den vil kunne servicere de nye skibe, Royal Arctic Line og Eimskip er i færd med at bestille. Det er bestemt ikke kun Sikuki Habour og Reykjavik, der er udset som store stoppesteder for Eimskip/Royal Arctic Line i det nye scenarie. Og når det er sagt, så er der bestemt også (for)brugere, der ikke mindst på Grønland er meget imod de nye planer - og frygter for et så lille statssamfunds muligheder for at udfolde sine store planer. Spændende Atlantkrig at følge på medieplan. Men det er da helt underordnet indflydelsen for de involveredes. Vi høres ved. I medierne...
BREAKING