23948sdkhjf

Fremtid for olieforretning i Mærsk skal afklares på to år

Maersk Oil udskilles fra Mærsk-konglomeratet. Fremtiden for olieaktiviteterne skal afklares inden to år
Kursen for olieforretningen i den danske olie- og rederigigant A.P. Møller - Mærsk er endnu ikke lagt fast.

Olieaktiviteterne udskilles som led i en ny strategi, men herefter får topchef Søren Skou en frist på to år til at beslutte, hvad der videre skal ske med olieforretningen. Det oplyser A.P. Møller - Mærsk i en meddelelse.

Bestyrelsen forventer, at den fremtidige udvikling af A.P. Møller - Mærsk A/S’ olie og olierelaterede forretninger kræver forskellige løsninger, herunder udskillelse af enheder fra A.P. Møller - Mærsk A/S enten individuelt eller kombineret i form af joint ventures, fusioner eller børsnotering.

Afhængig af markedsudviklingen og strukturelle muligheder er målet at finde løsninger for olie og olierelaterede enheder inden for 24 måneder.

Som led i den nye strategi splittes A.P. Møller - Mærsk op i to selskaber med fokus på henholdsvis transport og energi, men det helt store spørgsmål er altså, hvad der kommer til at ske med energidelen.

Ifølge analytiker ved Nykredit Ricky Steen Rasmussen er det mest sandsynlige, at Mærsk sælger Oil og Drilling fra hver for sig.

"Jeg tror, at alle muligheder er åbne i det her. Kommer der nogen og siger, at de godt kunne tænke sig en fusion, kunne Mærsk godt overveje det.

Alternativt hvis der kommer et tilbud på hele energidivisionen, kunne man også overveje det, men det er ikke det mest sandsynlige," siger analytikeren til Ritzau Finans.

"Det mest sandsynlige er, hvis man kigger på strukturen i markedet, at der kommer et olieselskab og kigger på Oil og Oils aktiviteter, herunder Johan Sverdrup-feltet, der udgør en væsentlig del af værdien af Oil, og så kommer med et bud på Maersk Oil-benet," fortsætter Ricky Steen Rasmussen.

Hvis ikke det lykkes Mærsk inden for 24 måneder at skille sig af med Maersk Oil, ser han i stedet en selvstændig børsnotering af Mærsk Oil.

Olieforretningen i Mærsk består først og fremmest af Maersk Oil, som beskæftiger sig med olie- og gasproduktion. Herudover blandt andet Maersk Drilling, som foretager boringer efter olie og gas på havet.



/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094