23948sdkhjf

Powercon leverer første landstrømsanlæg til Kristiansand Havn

Powercon A/S i Hadsund med ekspertise i frekvensomformere i megawattstørrelsen er i fuld gang med at færdiggøre et landstrømsanlæg til Kristiansand Havn. Anlægget er selskabets første til den maritime industri.
En tyvefodscontainer er p.t. i fuld gang med at blive udstyret med komplicerede elkomponenter i produktionshallen hos icgeniørvirksomheden Powercon A/S i Hadsund. Den udgør det første maritime landstrømsanlæg, som Powerconskal levere til Kristiansand Havn i oktober måned. Det skriver MARCOD i en pressemeddelelse.

Ordren er vundet blandt ni virksomheder i et udbud fra Kristiansand Havn, der får tilskud til anlægget via en støttepulje fra den norske energifond Enova rettet mod landstrømsanlæg. Uden et landstrømsanlæg er skibe og offshorerigge nødt til at holde motoren kørende, når de ligger i havn, for at producere el, og det giver miljøproblemer i forhold til luftforurening og støj.

”I forbindelse med afmatningen i offshoresektoren er mange offshoreskibe og rigge lagt op i Norge. Det er begyndt at rykke ved deres nationale regnskab for luftforurening i forhold til dieselpartikler, som de derfor ønsker at reducere med tilskud til landstrømsanlæg. Vi vandt udbuddet i forhold til pris, kvalitet og den tekniske løsning, som gør det muligt at have to skibe tilkoblet. Vi håber naturligvis, at ordren kan bane vej for flere samarbejder i den maritime branche også herhjemme,” siger Peter C. Knudsen, en af Powercons tre grundlæggere og ejere.

Powercon A/S er etableret i 2009 af tre udviklingsingeniører med tilknytning til vindmølleindustrien. Deres traditionelle marked er derfor frekvensomformere og testudstyr til vindmøller til kunder som Siemens, Vestas, KK Wind Solutions og Danfoss. Men deres specialiserede kompetencer inden for effektelektronik og frekvensomformere i megawatt-størrelsen kan også bruges i forhold til landstrømsanlæg, der forsyner skibe og rigge i havn med strøm fra elnettet. Landstrømsanlæg er endnu ikke særligt udbredt i den maritime branche, og Peter C. Knudsen kender kun til landstrømsanlæg hos flåden i Danmark, hvor skibene ofte er lagt op i lang tid ad gangen, og et enkelt på værftet i Lindø.

Flere fordele ved landstrøm

”Der er virkelig mange gevinster ved landstrømsanlæg I forhold til en reducering af miljøbelastningen og i langt de fleste tilfælde også for skibenes økonomi, der kan spare brændstoffet og købe billigere strøm fra elnettet. Kobles anlægget til et skib med et diselforbrug på 3500 liter om dagen, er tilbagebetalingstiden omkring seks måneder,” forklarer Peter C. Knudsen.

Powercon har derfor set på det maritime marked i et par år. De har for nylig med hjælp fra Mariagerfjord Erhvervsråd afsluttet et forløb i Det Maritime Vækstprogram, som administreres af MARCOD. Herigennem har de fået udarbejdet en strategiplan for det maritime marked.

”Vi har brugt tilskuddet på 127.000 kroner fra programmet på ekstern rådgivning fra to konsulenter med kendskab til den maritime branche i forhold til, hvordan vi kan få hul på markedet. Vi kender vindmølleindustrien rigtig godt, så vi har ønsket at styrke vores viden om, hvilke parametre der giver værdi i den maritime branche,” forklarer Peter C. Knudsen.

Powercon har endnu ikke leveret et landstrømsanlæg til en dansk havn, men har fået EU-tilskud fra Horizon 2020-programmet til et feasibility study omhandlende landstrømsanlæg til krydstogtskibe. I den forbindelse har Powercon det seneste halvandet år bl.a. været i dialog med Københavns Kommune og Københavns Havn om mulighederne for at etablere et landstrømsanlæg til krydstogtskibe for at begrænse luftforeningen.

Allan Hejslet, projektleder på Det Maritime Vækstprogram i MARCOD, siger om Powercon A/S:

”Dels styrker Powercon sig med et helt nyt forretningsområde inden for landstrøm, som ser ud til at blive et meget interessant forretningsområde i de kommende år. Dertil kommer, at Powercon har en klar filo-sofi om at afsætte de nødvendige udviklingsressourcer i deres virksomhed, så deres nye vækstplan om landstrøm også bliver ført ud i livet – og ikke bare bliver en rapport på hylden.”

Kilde: MARCOD
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125