23948sdkhjf

Kongeligt besøg hos Semco Martime

Semco Maritime fik torsdag besøg af kronprins Frederik, da han lagde vejen forbi Semco Maritimes nye hovedsæde på Esbjerg Brygge. Det skete som led i markeringen af 50-året for de første danske olie- og gasfund i Nordsøen, der blev fejret over hele Esbjerg by under fællesbetegnelsen ”First50”.

Administrerende direktør for Semco Maritime, Steen Brødbæk, tog imod kronprinsen, og gav en rundvisning i virksomhedens nybyggede hovedsæde i den nye bydel Esbjerg Havn Nord.

Semco med fra start
Semco Maritime har været med fra begyndelsen, og udviklingen frem til i dag afspejler på mange måder den betydning, som olie- og gasudvindingen har haft for både Semco Maritime og for Esbjerg: Fra starten i et ydmygt kontor i 1980 er Semco Maritime i dag en af de største virksomheder i Esbjerg, hvor hver 10. arbejdsplads er relateret til oliebranchen.

De nære bånd til Esbjergs olie- og gasindustri ses også ved, at mange af Semco Maritimes olie-/gaskompetencer er samlet i netop Esbjerg. I takt med, at markedet for rig service er vokset i de senere år, har Esbjerg-afdelingen fået følgeskab af rig-sites i Norge, Skotland og USA.

Semco Maritime er sideløbende aktiv inden for offshore vind, hvor man sammen med partneren Bladt Industries er verdens største leverandør af offshore substations til vindmølleparker.

Besøg på Mærsk-rig
Efter gennemgangen i hovedsædet – og en rask omklædning til sikkerhedsudstyr med tilhørende instruktion – gik besøgsdelegationen de få hundrede meter til Semco Maritimes værftsfaciliteter.

Her var der rundvisning på riggen Mærsk Resolute, der for tiden gennemgår forskellige ombygnings- og vedligeholdelsesarbejder. Hele besøget varede halvanden time.

- Det var en stor ære, at være med til at give kronprinsen en indføring i, hvordan vi arbejder og hvad, der optager os. Med over 15.000 direkte beskæftigede i branchen og mindst 20.000 afledte jobs har olie- og gassektoren stor betydning for det danske samfund – og enorm betydning for hele Region Syddanmark. Det er kronprinsens besøg med til at understrege, og derfor er hans besøg ikke kun vigtigt for os. Det er også vigtigt for mange mennesker i vores område, sagde Steen Brødbæk efterfølgende.

Rundvisningen på riggen afsluttede et kongeligt besøg, der blev indledt på Esbjergs Fiskeri- og Søfartsmuseum, hvor kronprins Frederik overværede åbningen af udstillingen ”Energi fra havet – dansk offshore på Nordsøen”. Herefter gik turen videre til Maersk Oil og Blue Water Shipping, inden besøget blev rundet af hos Semco Maritime.

/he/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125