23948sdkhjf

Verdens syvende største containerrederi tæt på betalingsstandsning

Mærsk-rivalen Hanjin Shipping har taget formelle skridt til en betalingsstandsning
Selskabets kreditorer afviste tirsdag ledelsens restruktureringsplan, og Hanjins bestyrelse har efterfølgende stemt for at anmode om en betalingsstandsning.

Det ventes at ske onsdag eftermiddag, oplyser en talsmand til Bloomberg News.

Beslutningen kommer, efter at Hanjins hovedkreditor, Korea Development Bank, tirsdag meddelte, at det ikke kan støtte restruktureringen, og at Hanjin Shipping fortsat mangler i størrelsesordenen 1000-1300 mia. won (6,0-7,8 mia. kr.) i ny kapital, også selv om nogle af rederiets andre interessenter er gået med til at reducere charterleje af skibe som led i restruktureringen.

Ifølge analyse- og branchemediet Alphaliner spilles der nu et spil blandt de store kreditorer og interessenter for at sikre sig selv det bedst mulige forhandlingsresultat under dække af, at de er villige til at gå hele vejen og lade rederiet gå konkurs. Spillet "kylling", hvor to personer i hver sin bil kører direkte mod hinanden, er et godt billede på den nuværende situation, hvor spørgsmålet er, hvem - om nogen - der bøjer af først.

Ifølge Alphaliner har Korea Development Bank bedt blandt andre bestyrelsesformanden for Hanjins største aktionær, Korean Air, om at skyde sin personlige formue i rederiet.

Handlen med aktierne i Hanjin Shipping blev tirsdag suspenderet på børsen i Seoul, men var forinden faldet med 24 pct. fra mandag.

Det andet store sydkoreanske rederi Hyundai Merchant Marine stiger onsdag med næsten 23 pct., efter at det koreanske finanstilsyn har meddelt, at rivalen overvejer at købe dele af Hanjin.

Ender Hanjin med at gå konkurs, vil det være den største forlis blandt containerrederier nogensinde målt på kapacitet. Rederiet opererer 98 containerskibe med en samlet kapacitet på 609.500 tyvefodscontainere, teu.

Den hidtil største konkurs skete tilbage i 1986, da US Lines, gik ned. Rederiet opererede på sit højeste skibe med en samlet kapacitet på 93.000 teu, men vægtede mere på det samlede marked, end Hanjin gør, idet det var verdens næststørste containerrederi, skriver Alphaliner.

/ Ritzau Finans
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126