23948sdkhjf

Viking Supply Ships suspenderet fra Oslo Børs

OFFSHORE: Der er fortsat tvivl om Viking Supply Ships' fremtid. Nu beder selskabet alle obligationsholdere om at tage kontakt.
Viking Supply Ships' finansafdeling har travlt i sommervarmen. Det offshore-fokuserede rederi kæmper for at finde finansielt fodslag mellem alle rederiets långivere, og så snart en udfordring er overvundet, venter den næste.

Derfor har Børsen i Oslo, hvor Viking Supply Ships har erhvervsobligationer i åben handel til en værdi på 391 mio. norske kroner, valgt at suspendere al handel med Viking Supply Ships' obligationer indtil videre.

Suspenderingen kom fredag den 24. klokken 12.51 norsk tid og var dermed en reaktion på den seneste udmelding fra rederiet, der kæmper en brav kamp for at sikre sig mere tid til at levere på bundlinjen i et ekstremt svagt offshore-marked for ankerhåndteringsskibe såvel som forsyningsskibe.

Fredag klokken 11.10 meldte rederiet, at mens arbejdet med at finde en holdbar finansiel løsning for rederiet fortsætter, så har man modtaget en besked om misligholdelse af kontrakten mellem rederiet og rederiets obligationsholdere. Derfor beder rederiet nu obligationsejere om at tage kontakt til den norske tillidsmand, som er repræsentant for alle obligationsholdere.

Nye komplikationer

Den udmelding om nye komplikationer kommer blot en uge efter, at Viking Supply Ships fik overbevist Sø- og Handelsretten i Danmark om, at en modtaget konkurserklæring ikke var berettiget, og dermed fik fornyet ro til at finde frem til en samlet finansløsning, så rederiet igen kan begynde at betale af på lån og kontrakter.

Det arbejde på den lange bane skrider planmæssigt fremad, fremgår det af selskabets meddelelser, og en principaftale med selskabets banker er på plads, men afventer endelige godkendelser. Dialogen med andre finansielle partnere, heriblandt de større obligationsholdere, fortsætter.

“Hvis der ikke findes en acceptabel løsning med alle relevante finansielle kreditorer, vil Viking Supply Ships overveje alle strukturelle eller strategiske alternativer,” lyder det i sidste afsnit af rederiets børsmeddelelse.

114 oplagte skibe


Aktiviteterne fra Viking Supply Ships' otte ankerhåndteringsskibe og ene forsyningsskib i operation i løbet af det første kvartal af 2016 gav en omsætning på 27,7 mio. dollars mod 34,8 mio. dollars i samme kvartal 2015.

Driftsresultatet endte i 7,7 mio. dollars mod 9,3 mio. for samme periode af 2015. Bundlinjen endte dermed i minus 4,1 mio. dollars mod minus 4,6 mio. dollars i første kvartal 2015. Et minus, som i høj grad skyldes udviklingen i olieprisen og deraf store fald i offshore-aktiviteter, såvel som Vestens sanktioner mod Rusland, der sætter en stopper for flere arktiske projekter, hvor Viking Supply Ships har stort fokus.

På nuværende tidspunk er alle Viking Supply Ships' fem forsyningsskibe oplagt i den svenske skærgård sammen med ankerhåndteringsskibet ’Odin Viking’. I alt er der ifølge mæglerhuset Platou oplagt 114 større offshore-skibe i havne rundt om Nordsøen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.099