23948sdkhjf

Bevaringsinitiativet bag den sidste aktive træfærge på Limfjorden næsten i mål

FÆRGEBEVARING: ’Næssund’ genaktiveres over sundet af samme navn fra 1. juli. Foreningen bag kunne dog godt bruge flere folk, lyder meldingen fra en af ildsjælene.
Fredag 1. juli sejler ’Næssund’, den sidste klassiske Limfjordsfærge, igen. Dermed er et stort skridt i visionen hos foreningen Næssundfærgens Venner i havn. For i starten af næste uge forventes det, at Morsø Kommune på et kommunalbestyrelsesmøde formelt overdrager den 52 år gamle træfærge til foreningen, som siden sidste år har kæmpet for bevarelsen af færgen i en aktiv rolle i sit rette element – nemlig på Limfjordens vande.

Læs også: Næssundfærge må sejle igen

”Færgen har generhvervet sit passagercertifikat og opnået en forhåndsgodkendelse fra Søfartsstyrelsen. Nu mangler bare den endelige farttilladelse, som involverer træningen af besætningen. Så er vi klar til start 1. juli,” forklarer bestyrelsesmedlem og marketingansvarlig i Næssundfærgens Venner, færgehistorikeren og forfatteren Anders Riis, til Søfart.

Dermed synes en stor del af hurdlerne for de mange ildsjæle omkring foreningen at være overvundet i bestræbelserne på at få genindsat det, der frem til 2015 var verdens sidste aktive klassiske Limfjordsfærge i træ. Anders Riis understreger dog, at der stadig er udfordringer, der skal overvindes. I al fald fremadrettet for at sikre en kontinuerlig drift af ’Næssund’.

Opfordring til at melde sig

”Vi søger flere folk. Både frivillige og lønnede til at dække mønstringsrullen fuldt ud. Vi bliver kisteglade, hvis der kommer flere frivillige på banen. Nogle af opgaverne omkring den aktive museumsfærge kræver ikke nødvendigtvist certifikater, mens det er klart, at de, der skal sejle som skibsfører og bedstemand, naturligvis skal have papirerne i orden,” siger Anders Riis.

Den korte overfart på bare otte minutter over Næssund til og fra Mors starter i hverdage klokken 06:00 og slutter klokken 18. I weekenderne vil den første afgang dog være lidt senere. Anders Riis forklarer, at den fartplan, der snart meldes ud, indbefatter hele juli og august.

Efter de første måneders driftserfaring i år, tages der så stilling til, i hvilket omfang ’Næssund’ skal sejle gennem hele september og eventuelt også i efterårsferien. Da færgen har fået helårscertifikat, kan det, hvis det hele går over forventning, på et senere tidspunkt også komme på tale at sejle hen over julen, oplyser han. Anders Riis forklarer, at en indikator på opbakningen bliver, hvor mange af de lokale omkring overfarten, der vælger at købe klippekort.

Koblingshavari i 2015

’Næssund’ ventes i den kommenende tid at afgå Agger Værft, hvor færgen har ligget siden marts i år. Her har dels værftet og dels en del af de frivillige i foreningen givet den en større overhaling. ’Næssund’ sejlede for I/S Thy Færgefart frem til februar 2015, hvor et koblingshavari gjorde, at det kommunale færge-interessentselskab valgte at nedlægge ruten over Næssund.

De senest opgjorte trafiktal fra overfarten er fra 2013. Her overførtes 34.665 biler. I 2008 var tallet 46.807 biler. Heraf 6.886 i juli, 6.641 i august og 4.062 i september.

Læs også:
Indsats på Mors for at bevare Limfjordens sidste træfærge over Næssund
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094