23948sdkhjf

Juhl & Ehrhorn om 2015: Ikke noget at råbe hurra for

MÆGLER: Befragtningsmægling på tør- og projektlast i et sløvt marked kræver ekstra meget forretning for bare at løbe rundt til nul.
Selv små tal kan vække glæde. Derfor er direktør Jørgen Juhl Poulsen heller ikke helt utilfreds med, at mægler- og agenturforretning i det esbjergensiske Juhl & Ehrhorn formåede at hente 79.000 kroner hjem på bundlinjen.

Det tal er marginalt lavere end de 356.000 kroner, som mæglerhuset hentede i 2014, og hvor regnskabet viser, at bruttofortjenesten faldt fra 3,7 mio. kroner til 3,0 mio. kroner, og det positive resultat blev påvirket af gode finansielle indtægter.

Er du tilfreds med tallene?
”Det er ikke noget at råbe hurra for. Så vi må have været for sløve. Det er da den ene version,” siger Jørgen Juhl Poulsen med ironi i stemmen og tilføjer med det samme: ”Med de markedsvilkår, der var i 2015, er der vel grund til at være glade for, at vi overhovedet kommer over stregen.”

2015 er ikke et år til historiebøgerne, siger direktøren for tørlast- og projektlastmæglerselskabet, hvor befragtning af skibe fra coasterstørrelse og op til store 60.000 t.dv. ultramax-skibe bliver suppleret med agenturforretning i Esbjerg.

Elendige fragtrater

Forklaringen bag det svage resultat er ikke meget anderledes end for alle andre shippingselskaber i samme branche.

”Med de elendige fragtrater, der betales i dag, skal man slutte nogle flere forretninger for at nå samme niveau som året før. Og det gælder for alle i branchen, og så bliver der en øget konkurrence om det lidt, der er. Så det er ikke let.”

Det betyder også, at arbejdsindsatsen i dagens marked overhovedet ikke er blevet mindre end i år, hvor man tjente flere penge, og Jørgen Juhl Poulsen vurderer, at man alene i 2015 havde omkring 200 skibe inde over skrivebordet.

Gode venner af huset

”Som mægler har vi jo kun vores hænder, en computer og så de gode venner, som mener, det kan betale sig at handle med os,” siger han.

De gode venner skal dog ikke forvente, at 2016 bliver markant anderledes for Juhl & Ehrhorn. For selvom selskabet formåede at holde sig flydende i 2015, bliver det også en kamp at holde snuden oven vande i 2016.

”Nu har vi jo næsten et halvt år bag os, og det ligger på niveau eller endda en lille smule dårligere end 2015.” Håbet er dog, at det vil blive bedre i andet halvår af 2016, men Jørgen Juhl Poulsen kan ikke se nogen konkrete tegn på, at det håb er specielt velbegrundet.

”Men det er jo en fantastisk branche. Vi vågner hver dag op til nye udfordringer og har visket tavlen ren. Og så må vi se, hvad markedet byder os.”

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109