23948sdkhjf

Ærøs Kommunes nye rene el-færge til Søby-Fynshav-ruten er gået ind i byggefasen

VÆRFTER: Der er stadig enkelte udeståender, da der betrædes nye territorier med Danmarks første rene el-færge hos Søby Værft. ’Ellen’ skal være klar 1. juni 2017.
Fra månedsskiftet gik realiseringen af det EU-støttede projekt med Danmarks første nybyggede rene el-færge ind i en ny fase. Fra 1. juni er Ærøs kommende nye færge, ’Ellen’, nemlig formelt gået ind i byggefasen.

Forud for, at projektet Green Ferry Vision formelt blev skudt i gang for ét år siden, var gået måneder med ansøgninger om finansiel EU-støtte fra Horizon 2020-midlerne med deltagelse af lokale sydfynske virksomhedspartnere og Simac, koordineret fra Ærø Kommune.

De seneste 12 måneder har Marstal-virksomheden Jens Kristensen Consulting Naval Architects så arbejdet på færgens design, inden bygningen af færgen i sidste uge blev overladt til Ærøs største arbejdsplads, Søby Værft. Herfra oplyser værftets direktør, Roar Falkenberg, til Søfart, at opgaven på de fleste områder ikke skiller sig ud fra tidligere større nybygningsprojekter i Søby.

Måske et styrehus i kulfiber

”Vi bygger ikke endnu, men byggefasen i projektet indbefatter også indkøb af materialer og forhandlinger med underleverandører. Og det er der, vi er lige nu – faktisk forhandler vi i de her dage med skrogleverandører i Østeuropa,” forklarer Roar Falkenberg.

Han forklarer også, at det bliver det vindende skrogværft, der skal udarbejde det endelige tegningsmateriale til bygningen af færgen. Igen en normal måde at gribe tingene an på for værftet. Roar Falkenberg forklarer, at det ender med at blive en stålfærge fra kølen og op til og med passagerapteringen.

”Som det er nu, bliver styrehuset som minimum af aluminium, men vi arbejder stadig på, at det eventuelt kan konstrueres i kulfiber. Der foreligger dog nok først et myndighedssvar på, om det kan lade sig gøre, henne i september,” siger Roar Falkenberg.

Nyt territorium

At der er tale om et nyt territorium, ikke bare for værftet, men også for de godkendende myndigheder, giver den lille forsinkelse, som har sneget sig ind i projektet, et hint om. Både Søfartsstyrelsen og klasseselskabet DNV GL mangler nemlig endnu at blåstemple enkelte detaljer i forbindelse med opdelingen og adskillelsen af færgens batterirum, hvor der bl.a. skal tages hensyn til brandrisiko og ventilation.

Roar Falkenberg forventer dog ikke indtil videre, at disse udeståender får nogen betydning for færdiggørelsen af færgen, der for værftets vedkommende er sat til 1. juni 2017. Herefter skal færgen indkøres af operatøren, Ærø Kommunes færgeselskab Ærøfærgerne, inden premiere på ruten mellem Fynshav og Søby.

Her skal ’Ellen’ afløse Ærøfærgernes ældste færge, ’Skjoldnæs’, som derefter alene skal besejle ruten mellem Søby og Faaborg. Som en del af forberedelserne inden indsættelsen skal der etableres opladningsanlæg ved lejerne både på Als og på Ærø.

Læs også:
Skibsingeniør skifter skrivebordsside og sigter på Green Ferry Project
Søby Værft høster vigtig kompetence fra Ærø Kommunes el-færgeprojekt
Ærø kommunes el-færge-visioner går fra projekt til realiseringsfasen
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079